Den bedste af alle verdener.
Vi kan sige ”du” til direktøren.
Vi kan diskutere politik med vores folketingspolitikere.
Vi kan læse i Ekstra Bladet, at de kendte ikke er fredede.
I TV kan vi se journalister stille nærgående spørgsmål til ministre.
Vi hører ustandelig, at vi lever i et demokrati, tit endda i et repræsentativt demokrati.
Vi har frie valg, så vi hver især kan være med til at bestemme, hvem der skal bestemme.

I det hele taget har vi al mulig grund til at føle, at vi lever i et trygt og retfærdigt samfund. Når Folketinget vedtager en lov, er det flertallets ønske – altså ikke det politiske flertal, men befolkningens flertal der ønsker loven. Politikerne laver loven på vegne af os. Måske er vi ikke enige i beslutningerne, men de er i hvert fald retfærdige, for flertallet har bestemt.

Men er det nu også rigtigt? Lever vi i den bedste af alle verdener eller er det en illusion?

Magteliter.
Vi organiserer os på kryds og tværs og nogle af de netværk der dannes, er meget magtfulde. I det følgende vil jeg argumentere for, at de er så magtfulde, at de er i stand til at få lovgivning igennem, som først og fremmest skal gavne netværkets medlemmer. Hvad skete der f.eks. lige, da Vækst i Generationer, et netværk på 12 af landets største familieejede virksomheder fik sænket arveafgiften på familieejede virksomheder? I praksis betyder det, at  alle vi andre skal betale den milliard ekstra om året til nogle af landets allerrigeste familier eller at beløbet trækkes ud af vores velfærd.

Hvilke aftaler blev der indgået mellem landbrugsorganisationerne og Esben Lunde Larsen, siden landbruget fik lov til at sprøjte op og ned ad vores vandløb?

Udover de nævnte magtelitære netværk har vi også diverse loger. De er hemmelige, vi ved ikke, hvem der er medlemmer og vi kender ikke deres dagsordener.

Diverse bestyrelser i især de største virksomheder. Her kender alle hinanden på kryds og tværs. De træffer aftaler vi ikke kender til, men de kan sagtens have konsekvenser for os andre.

Det største, samlede elitære netværk med magt er nok VL-grupperne (VirksomhedsLedelse). Her er knap 4.000 medlemmer. Der er 117 grupper spredt over hele landet. 55 af grupperne hører dog til i København.

Der er ikke noget odiøst i at være medlem af en VL-gruppe. Alle grupper mødes 8-12 gange om året og man diskuterer faglige problemer af forskellig art. I formålsparagraffen står dog også, at de vil være med i tiltag vedrørende ledelsesmæssige, samfundsmæssige og økonomiske forhold på højt plan.

Og det er de sikkert også. Ellers kan det være svært at forklare, hvorfor 18-19% af  D.O.N.G. blev solgt 20% under den forventede pris til en investor der få år senere kunne score 12,4 mia. kr ved salget. Et beløb som i øvrigt var blevet gjort skattefrit som en del af handlen. Havde det noget at gøre med de bonusser flere af de involverede scorede ved handlen?

Hvorfor solgte de konservative i sin tid DSB Gods til Danske Vognmænd? I stedet for at have lange godstog og lokal lastvognkørsel, har vi nu i tusindvis af kæmpestore lastbiler.

Vi har også fået en lov der tillader havdambrug i de indre farvande, noget, der har skabt voldsomme protester rundt om.

Der er masser af eksempler.

Hvilke samfundsmæssige overvejelser ligger der bag disse beslutninger?

Jeg gætter på – ingen. De og mange, mange flere beslutninger er truffet af netværk der kun har til formål at gavne sig selv. De mennesker, der sidder i dem er ikke en del af den almindelige befolkning. Jeg er ved at kortlægge VL-grupperne, og jeg har fundet tre grever og en lensgreve med hvert sit gods, departementcheferne fra 7 ministerier, direktører fra alle de store banker, adskillige af de øverste officerer i Forsvarskommandoen, bestyrelsesformænd, koncerndirektører, diverse direktører, ledende personale fra  nogle af Danmarks største revisionsfirmaer og advokatkontorer - og 3 af Venstres ministre.

Lars Løkke Rasmussen sagde for nogle måneder siden, at Danmark ikke var et socialistisk land. Dengang var jeg uenig, men nu, hvor jeg har sat mig ind i det, kan jeg se, at han har ret. Han har ret fordi skiftende regeringer har givet disse magtgrupper adgang til lovgivningen. De styrer næsten selv, hvad de vil have.

Udplyndring.
Da Anders Fogh Rasmussen slagtede  SKAT for 13 år siden, blev den del af Danmark, hvor de allerrigeste opholdt sig, til et slaraffenland. Der er lavet mange beregninger på, hvad det har kostet, men der synes at være enighed om, at alle vi andre overførte 27 mia. kr til de rigeste danskere i perioden.

Da bankpakkerne skulle forhandles på plads i 2009, snød Venstre Socialdemokratiet. Man havde forhandlet en aftale på plads i sidste øjeblik, hvis man skulle undgå et finansielt kaos og dagen efter skulle loven vedtages. Aftalen indebar, at det staten skød ind, ville den også få tilbage, sandsynligvis også med renter. Om aftenen mødtes Lone Espersen, der dengang var erhvervs- og økonomiminister imidlertid med direktørerne fra Nordea og Danske Bank uden Socialdemokratiets vidende og da bankdirektørerne og ministeren skiltes var den del af aftalen der skulle sikre staten, fjernet. Socialdemokratiet valgte at stemme for loven allgevel for at undgå kaos. Det lille trick kostede os alle sammen mellem 26,5 mia. kr og 40 mia. kr. Forløbet er beskrevet i DR-programmet ”Sikke en fest”.  En central embedsmand i forløbet blev derefter chef for finanstilsynet der skulle holde øje med bankerne. Efter nogle år skiftede han til banksiden, idet han blev chef for Finans Danmark. Her gør han sikkert stor nytte, han kan jo alle trickene.

Pointen er, at alle disse mennesker lever i en verden fjernt fra alle os almindelige mennesker. Vi pøser rent ud sagt penge ind i systemet og de rager til sig af godterne med arme og ben. Sidst har regeringen afvist at gøre noget for at lukke de huller som får rige danskere til at føre penge i skattely. Det er beregnet, at vi andre betaler 5 mia. kr om året til disse mennesker, som regeringen beskytter.

Jeg er ikke gået længere tilbage end til slutningen af 80-erne, hvor Danske Vognmænd fik en stor gave af Poul Schlúter. Da Anders Fogh Rasmussen kom til, tog det fart og under Lars Løkke Rasmussen er udplyndringen steget til nye højder. Situationen lige nu er, at de rigeste 10% ejer 80% af værdierne, mens den fattigste halvdel af befolkningen skylder mere væk, end de ejer. Når vi sammenligner ulighedstallene, ser vi, at vi ligger på line med USA, Rusland og England. Ganske vist stiger samfundets værdi hele tiden men, hvis vi ikke vil have, at de rigeste 10% bliver ved med at tage flere af værdierne end de selv tjener, må vi gøre noget.

Hvad nu?
Det, regeringen gør, er fuldstændigt lovligt. De partier, der ikke er enige i uddelingen af disse gaver, kan protestere i folketingssalen, men de kan ikke stille noget op. En socialdemokratisk regering kan til nød stoppe det, men det vil fortsætte, når magten igen skifter og de vil ikke diskutere løsninger med os andre. Vi må se i øjnene, at vores øverste, politiske netværk er blevet elitært. Vi bliver stoppet ved porten, hvis vi forsøger at foreslå løsninger.

Hvad nu? Skal vi bare trække på skuldrene og sige, ”det kan vi alligevel ikke gøre noget ved.” Det er jo ikke småpenge. Alene i ovenstående eksempler er der værdier for omkring 100 mia. kr. Hvis velfærdsstaten havde haft dem, havde vi ikke talt om overfyldte skoleklasser, forkert uddannede arbejdsløse, pædagogmangel, beskidte arbejdspladser osv. osv. Nu hører jeg lige, at erhvervsskolerne skal spare 100 mio. kr. Det er ikke engang 1/1000 af det, vi er frastjålet de senere år.

Vi kan også sige: ”det vil vi ikke finde os i!”

Løsningen.
Hvem ejer staten? Det naturlige svar må være, at det gør vi alle. Desværre styres den af officielle og uofficielle magtnetværk af politisk eller økonomisk karakter. Disse netværk, der alt i alt kun består af få tusinde mennesker, lukker alle andre ude. De økonomiske netværk, som vi ser dem i VL-grupperne og i logerne rekrutterer fortrinsvis deres medlemmer fra universiteternes juridiske fakulteter og fra handelshøjskolerne i København og i Århus. Folk i det politiske netværk har arbejdet i systemet i mange år, de har lavet meget fodarbejde og de har brugt utallige timer på møder om alt muligt. Begge netværk er lukkede og utilnærmelige, selv om det politiske netværk giver en vis illusion om demokrati og lydhørhed.

Under alle omstændigheder har vi, borgerne, ingen anden indflydelse på den førte politik end, at vi fra tid til anden kan stemme på en kandidat som muligvis aldrig vil få noget at skulle have sagt. Borgerne har ingen reel indflydelse på politikken.

Men det laver vi om nu!

Vi skal have dannet en upolitisk, ubestikkelig organisation uden særinteresser der kan tilgodese den ene eller den anden gruppe. Her vil bankdirektøren, kassedamen, tømreren, pensionisten osv. komme til orde. 300 tilfældigt udtrukne personer, hvis sum af holdninger vil opveje hinanden. Det skal være slut med salg af vores infrastrukter der oven i købet stiller køberen i en meget gunstig situation, det skal være slut med aftaler, hvor staten plyndres, det skal være slut med ineffektiv skatteopkrævning og alle de andre ting, politikere på Christiansborg kan finde på, fordi de føler magt uden at føle ansvar. Vi skal – kort sagt – have et andetkammer (igen), et borgerting.

Nu vil tilhængere af det nuværende system måske ønske at opretholde status quo med argumentet om, at vi har valgt vores ledere ved demokratiske valg. Det er der nu måde med, men selv om vi køber præmissen, er der brug for en kontrolinstans, en kontrolinstans der vil være endnu mere demokratisk valgt end nogen politiker nogen sinde vil blive. Inden en lov kan vedtages, skal den godkendes i begge kamre og borgertinget kan returnere en lov med besked om at lave den om. Borgertinget, der hele tiden vil repræsentere gennemsnittet af alle landets borgeres holdning, kan sende emner til folkeafstemning, de kan sikre, at vores alle sammens penge bliver brugt dér, hvor vi helst vil have dem brugt og borgertinget kan indlede undersøgelse af ministre og i sidste ende få dem afsat, hvis der er grundlag for det.

Sådan gør vi!
Vi skal ikke forvente nogen form for lydhørhed hos andre partier. Vi er nødt til at stifte et politisk parti, selv om det er fuldkommen upartisk. Det skal oprettes og stille op til folketingsvalg alene med det formål at få en platform, hvorfra vi kan nå ud til alle borgere i hele landet og tænde dem for idéen. Først når det er gjort og de politiske partier begynder at føle sig truede, vil de begynde at arbejde med en grundlovsændring. Når befolkningen har stemt for og efter et nyvalg og det nye folketing også har vedtaget ændringen, kan partiet nedlægges. Det har intet at gøre i folketinget. Dets eneste mål var at sikre en instans der kunne holde øje med og skride ind, når politikerne gik længere end borgernes almene interesse rakte.

Vil du være med til at stifte Borgertingets politiske gren den, der skal i Folketinget? Det kan medføre, at du ved et valg eller to må svigte dit rigtige parti før vi kan få et redskab der kan hjælpe alle ærlige politikere med at lave det, vi bad dem om: at passe på Danmark.

 

Nogle praktiske oplysninger om Borgertinget:
Det er borgerligt ombud, ligesom et folketingsmandat er det. Man kan ikke undslå sig.
Et medlem af Borgertinget aflønnes efter de samme principper som folketingsmedlemmer og i samme lønskala.

De 300 medlemmer er delt op i 6 grupper efter deres anciennitet. Hvert halve år trækkes de 50 ældste ud og 50 nye kommer ind. Dvs. at alle sidder i tre år.

 

Send et par ord til legetoys@legetoys.dk Jeg glæder mig til at læse dine kommentarer og meld dig endelig til, hvis du har mod på at være med. Lad os sammen slå et slag for ærlighed i politik!

 

Del siden. Lad os få spredt tanken, så vi kan vinde kontrollen over vores eget land!