Derfor anser vi Rusland for at være en fjende.

 

Alternative sandheder.
Det vakte nogen opsigt, da præsident Trump erklærede, at hans indsættelse var den største indsættelse nogensinde. Pressen gjorde grin med udsagnet og hans talsmænd måtte forklare betydningen af udtrykket ”alternative sandheder”.

Nu kunne Trump vælge to veje: han kunne sige, ”jeg taler sandt” eller sige ”pressen lyver”. Der er stor forskel på de to udsagn. I det første siger han ”hold med mig” og i det andet siger han ”had dem, der siger mig imod”.

Det er en farlig vej at bede nogen om at holde med sig. Hvad sker der så, når man laver fejl? Mister man så støtten? Hvis man derimod skaber et fjendebillede, kan man slippe godt fra hvad som helst, idet man kan blive ”nødt til” at gøre nogen ting for at beskytte sig imod fjenden. Samtidig kan man også fremstå som beskytter af de mennesker der erklærer sig enige.

Men hvad er egentlig en alternativ sandhed? Det lød som om ingen i den vestlige presse var stødt på det før. Men det har de. Helt præcist er det naturligvis en løgn. En løgn har som formål at ændre opfattelsen af en given situation.  Hvis nu pressen var gået med på denne alternative sandhed ville næsten hele befolkningen efterhånden have accepteret den. Dermed ville Trumps indsættelse blive den største i historien.

Egentlig er alternative sandheder ikke nogen svær disciplin, men Trump benyttede en meget simpel udgave. Det kan gøres meget mere raffineret, hvis man kan styre informationsstrømmen. I politik bruges de f.eks. til at underbygge ens egen magt eller til at skabe og vedligeholde en særlig gunstig situation ved at skabe et fjendebillede.


Praktiske eksempler på alternative sandheder.
Da Hitler første gang mødte den nazistiske ideologi, var den kun kendt i en snæver kreds, men han forstod, at folk aldrig ville komme til at elske den. Det bad han heller ikke tyskerne om. I stedet skabte han en fjende, som de oprigtigt kunne hade og det blev sigøjnerne og jøderne det gik hårdest ud over. Nazismen fik sit folkelige gennembrud, da folk accepterede fjendebilledet. Derefter kom Hitler til at fremstå som beskytter mod det onde.

Forløberen for Dansk Folkeparti  blev skabt på Glistrups modstand imod at betale skat, men det var først og fremmest Pia Kjærsgaard der forstod, hvad der skulle til for at skabe en langtidsholdbar stemning. Hun skabte et fjendebillede. Glistrup talte om muhamedanere, men Kjærsgaard brugte hverdagssprog til at fortælle om den trussel, indvandrere udgjorde mod selve danskheden.  De fleste danskere ville den dag i dag ikke vide, at der skulle være et indvandrerproblem, hvis de ikke ustandselig blev mindet om det. De kan nu se Dansk Folkeparti som danskhedens beskytter og det er normalt blandt deres vælgere, at de undskylder tiltag, der går ud over dem selv med, at det er nødvendigt på grund af ”de fremmede”.

Nordkorea har et hårdt styre, hvor en lille elite nyder livet. De styrer også medierne og de har effektivt opbygget et fjendebillede der understøtter styret. Det er meget muligt, at fattige nordkoreanere gerne så et bedre liv, men det er alt sammen amerikanernes skyld og de kan takke deres styre for, at de overhovedet er i live.

Både Hitler,  Pia Kjærsgaard og Kim Jung-un bruger manipulation og propaganda for at opnå politisk magt under foregivende af at ville beskytte andre imod en fjende, de selv har skabt. Det er ikke ualmindeligt, at man bruger tricks for at opnå magt, men disse tre eksempler er meget tydelige og de har mange fællestræk. Derudover er de i øvrigt uden sammenhæng.

Hvad er det så der sker, når man propaganderer og manipulerer på den måde?

Der sker det, at den manipulerende part skaber en alternativ sandhed der skjuler det egentlige motiv for handlingen.

Uden jøderne ville Hitler muligvis ikke have kunnet bevare magten, hvor ville Dansk Folkeparti være i dag, hvis vi ikke havde flygtninge og indvandrere og kunne Kim Jung-un bevare magten uden amerikanerne?

Trump skaber panik.
Trump er kommet med mange overraskende udtalelser og i hvert fald én kom fuldstændig bag på både Kongressens og Senatets medlemmer. Det var, da han sagde, at han ville forbedre forholdet til Rusland. Tonen i de to kamre blev øjeblikkelig skinger og ikke blot i USA, men også i NATO og sågar i EU begyndte man at protestere. I løbet af få dage havde begge kamre i USA vedtaget nye sanktioner imod Rusland med så overvældende demokratiske og republikanske flertal, at en modvillig præsident følte sig tvunget til at underskrive dem. Rusland var et meget veletableret fjendebillede. Det skulle der ikke rokkes ved.

Hvad var det lige der skete her? Rusland havde i den periode nærmest siddet på hænderne og nu så de pludselig amerikanerne igen gøre deres liv vanskeligere. De svarede igen ved at sende de fleste amerikanske diplomater hjem, hvorefter de bekræftede, at forholdet til USA var blevet værre. Derefter blev der ro igen.


Rusland og USA. En sammenligning.
Siden 1991 har Rusland forsøgt sig med noget, de aldrig har prøvet før: demokrati og det går hedt til nu og da. Landet er plaget af korruption og andre former for kriminalitet og tilliden fra befolkningen til politikerne er i bund. Som en russisk forretningsforbindelse engang skrev til mig: ” når du betaler skat, ved du, at pengene går til vejene. Når jeg betaler skat, går pengene nok til en ny dagligstue hos en eller anden embedsmand eller politiker.”

USA er også plaget af manglende tillid, kriminalitet og korruption og deres demokrati rummer også grimme eksempler. Samfundets samlede formue er lige ulige fordelt i de to lande. Den mest markante forskel er, at den rige amerikaner er dobbelt så rig som den rige russer.

Altså to meget store lande som begge er eksempler på, hvordan man ikke skal have demokrati, som er plagede af de samme typer alvorlige kriminalitet og som begge er forbundslande med selvstyrende enheder. De er ikke blot meget store, de er også meget ens.

Så hvorfor danner USA hele tiden et fjendebillede af Rusland og – ikke mindst – hvorfor gør de ikke bare noget ved det? Det skulle ikke været noget problem. Amerikanerne plejer ikke at holde sig tilbage for at ændre styreformen i andre lande.

Svaret er, at USA slet ikke kan undvære Rusland som fjendebillede. De KUNNE måske bruge Kina, men, på den anden side, en ret stor del af de penge amerikanerne låner for at slippe for at betale skat, kommer fra Kina. Måske evner Kina at ruinere USA, hvis der bliver ballade?

Desuden er amerikanerne opdraget til, at de ikke kunne lide kommunister og det var jo i Rusland. Antipatien var allerede på plads.

Hvad så med Rusland? Er de lige så interesserede i at bevare et stabilt fjendebillede af USA? Hvad kan de bruge det til? Det kan jeg ikke finde et svar på. Måske skyldes det, at Rusland ikke har brug for et fjendebillede.

En opsummering viser altså, at USA forsvarer, bevarer og vedligeholder et fjendebillede af Rusland og at NATO og til dels også EU er med. Men hvorfor?

 

Og svaret er …
USA's våbenproduktion.

USA har et hav af våbenfabrikker sredt over hele landet. De skaber lokale arbejdspladser er de er meget populære som en form for egnsstøtte. Diverse senatorer køber stemmer ved at få tilført flere penge til den lokale våbenindustri og det er forklaringen på, hvorfor de gik i panik og tvang Trump til flere sanktioner imod Rusland.
En lettelse af forholdet til Rusland kunne simpelthen risikere at koste dem pladsen i Repræsentanternes Hus eller i Senatet.

Desværre rummer ordningen flere alvorlige ulemper: I USA suger det penge fra velfærdsydelser til borgerne, det har en indbygget logik som kræver flere og flere midler tilført og det kan kun retfærdiggøres ved et omfattende, militært engagement. Derudover er produktionen efterhånden så vigtig, at den amerikansk økonomi kan risikere at kollapse, hvis den indstilles.

Man KUNNE skrue ned, men den enkelte republikanske eller demokratiske senator ville risikere ikke at blive genvalgt.

Rusland som fjendebillede har intet med Rusland at gøre. Det er amerikansk indenrigspolitik.