Jeg har en drøm ..

De ord er blevet tænkt, talt og skrevet mange gange på mange sprog til alle tider og, ikke mindst efter Martin Luther King gjorde dem berømte.

Og det har altid været den samme drøm om, at menneskeskabte situationer skulle blive anderledes for andre mennesker og det har altid været en drøm om normalitet, om at have et hjem, om tryghed, om fred.

Bare det at have fred. Fred til at bygge sit liv op, som man helst vil og skabe sig en tilværelse. Er det for meget forlangt, når ganske almindelige mennesker udtrykker deres ønsker med livet?

Men hvorfor bliver vi ved med at sige ”Jeg har en drøm”? Hvorfor er det ikke en selvfølge, at ethvert menneske på jordkloden frit kan leve sit liv?

Det er en god drøm, men den vil aldrig blive til virkelighed, for frihedens fjende hedder magt. Jeg har skrevet et digt om, hvad der sker en kvinde der møder magten i digtet ”Der er også en stjerne til mig.” Hun har kun håbet tilbage, alt andet er taget fra hende.

Vi møder magten alle vegne og jeg tænker ikke på den almindelige udøvelse af autoritet i normale situationer, men den trussel eller den vold, magten udøver. Vi har lige mødt den i Socialdemokratiets nye Principprogram, hvor det er skrevet ind, at Danmark skal kunne føre angrebskrig imod stater, hvis ideologier vi ikke er enige i.

Hvorfor det? Lad dog de stater være i fred! De er da i deres fulde ret til at tænke, tro og agere anderledes end os. Måske støder de vores moral, men giver det os ret til at slå dem ihjel af den grund? Hvordan er den tanke overhovedet opstået hos vores folketingsmedlemmer?

Spørger man vores folketingsmedlemmer, vil enhver af dem forsikre, at de sandelig ikke ønsker krig, men der er noget, de ikke nævner og som de måske heller ikke er klar over. Vi må huske, at vores politikere er helt almindelige mennesker. De er ikke specielt godt begavede og en god del af dem er det man kalder designerpolitikere. Det var deres mål fra unge, det var det, de uddannede sig til og nu er det deres levevej.

Nej, selvfølgelig vil de ikke have krig, men … 

I den verden, hvor politikerne er eneherskende hersker kaos, krige og urimeligheder i alle kroge og sådan har det altid været. Det skyldes i høj grad, at den verden er styret af begær efter magt. Her hersker korruption, de laveste instikter, hensynsløshed og organiseret kriminalitet side om side med de reneste motiver og oprigtige ønsker om balance.

I teorien burde det slet ikke være muligt for et land med demokratiske valgte politikere at rode sig ud i krige medmindre landet angribes. Da det sidst skete, og det var alene uduelige danske politikeres skyld, mistede Danmark Slesvig, Holsten og Sønderjylland op til Kolding.

Det burde ikke være muligt nu, idet vi vælger vores politikere blandt vores egne. Alligevel er vi i en situation, hvor landet bruger enorme ressourcer på krige på mange fjerntliggende lokationer. Til gengæld inkasserer vi angreb på vores egen befolkning i en slags guerillakrig i især København.

Hvorfor har vi ikke stoppet vores politikere? Hvorfor har vi ikke råbt: ”Hallo der! Vi vil have fred i Danmark og vi har heller ikke råd til de krige. De penge skal bruges i sundhedsvæsenet!”
Hver eneste af de bomber, danske fly smider, koster lige så meget som en pædagogs årsløn.

Jeg har en drøm og jeg deler den med alle mulige andre: jeg vil have fred, tryghed og frihed til at forme mit eget liv. Jeg vil ikke have, at vi sælger våben til andre lande for, at de kan udøve undertrykkende magt, jeg vil ikke have, at vores soldater tager ud og slår fremmede mennesker ihjel og jeg tror på, at der er en pæn chance for, at de lader os være i fred, hvis vi også lader dem være i fred.

Hvorfor kan jeg ikke sige det til vores politikere? Det kan jeg ikke, for der er ingen udveksling af værdier mellem min snusfornuft og politikerne og deres forvrængede verdensbillede. Politikerne hører simpelthen ikke efter. Vi har nemlig givet dem magt og de vil ikke have, at vi blander os i, hvordan de bruger den.

Hvis vi nogen sinde skal kunne sige: ”Vi fik drømmen opfyldt” kræver det, at vi får skrevet ind i Grundloven, at det danske demokrati er et repræsentativt demokrati. Så kan vi nemlig tage magten fra dem, der ikke forvalter den ordentligt og at miste magt er det værste der kan ske for et magtmenneske.