Sass og demokratiet

For et års tid siden satte jeg Politisk medlemsforum for socialdemokrater i gang. Målet var at få kontakt med vores folketingspolitikere. Det mislykkedes, men jeg fik talt med flere medlemmer af Hovedbestyrelsen og flere folketingsmedlemmer. De ville dog ikke citeres for deres udtalelser, så her er hovedindtrykket af, hvordan demokratiet fungerer i Socialdemokratiet.

Hver kreds sin eller sine kandidater. Udvælgelsen er subjektiv og det er ofte den lokale partitop der finder de rette personer som herefter opstilles efter lidt varierende regler rundt om i kredsene. Her har medlemmerne indflydelse.

Når valget udskrives træder valgapparatet i gang. De opsparede penge fra medlemmernes kontingenter bliver brugt til at trykke valgplakater og andet valgmateriale og medlemmerne lægger mange kræfter i at hænge valgplakater for deres kandidater op og andre aktiviteter.

Nu indtræder valgdemokratiet, hvor en hver voksen frit kan vælge mellem de forud givne betingelser: disse partier kan du vælge mellem og disse kandidater kan du vælge mellem.

Det er det, vores demokrati indeholder. Det er ikke er repræsentativt demokrati, for de kandidater, vi har betalt for og arbejdet for at få i Folketinget er ikke på nogen måde forpligtet. De kan lyve for os, de kan bryde løfter, de kan fortie og de kan skifte parti. Det er de i deres gode ret til. Det står tydeligt i Grundloven.

Reelt betyder det, at vi ikke kan vælge vores kandidater ud fra deres holdninger.Måske går vores kandidat ind for naturbeskyttelse, hvorefter han (læs: hun/han) stemmer for havdambrug. Hvad er det der lige sker her?

Da MF´eren er helt fri, kan han vælge at støtte sig til kredsens holdninger og gå i opposition til partiledelsen, når det er aktuelt.  Hvis tilstrækkelig mange andre medlemmer også er modstandere af havdambrug ender partiet med at stemme imod.

MF´eren kan også vælge at vende ryggen til kredsen og orientere sig imod folketingsgruppen og disciplinen. Det er et helt frit valg, han kan træffe. Men det er altid det, han vælger, for uden opbakning til ledelsen får han ingen ordførerskaber og senere, heller ingen ministerposter. Med andre ord vælger han altid sin egen politiske karriere for demokratiet.

Men han genopstilles alligevel i kredsen og det gør han, fordi han dyrker sit bagland. Han er på god fod med medlemmerne, han holder taler, skriver i aviserne og møder op til medlemsmøderne og medlemmerne sidder tilbage med en pseudooplevelse af demokrati.

Det er her Sass kommer ind i billedet. Jeg vil ikke som sådan forholde mig til hans udtalelser, ej heller til hans dementi og slet ikke til de forsvar og angreb, debatten har udløst. Men Sass har ret i, at medlemsdemokratiet er en illusion og jeg vil påstå, at der aldrig har været medlemsdemokrati. Mere historiekyndige end jeg kan måske finde enkelstående eksempler på, at medlemsdemokratiet har fungeret, men ellers vil jeg påstå, at i den tid, vi har haft en Grundlov, har vi kke haft medlemsdemokrati i en politisk forening.

Når jeg udtrykker mig så sikkert skyldes det, at jeg ikke kan se, hvordan medlemsdemokratiet praktisk skulle kunne udøves. I de allerseneste år er der dog sket en revolution der kunne styrke demokratiet. Det er nu muligt at samles i lukkede grupper på Internettet. Man kan lave lynhurtige meningsmålinger, man kan stille den enkelte politiker personligt til ansvar for egne holdninger og handlinger og man kan holde tæt kontakt, så den politik, der føres, faktisk også er i overensstemmelse med de generelle holdninger i medlemsskaren.

Sass har selvfølgelig også bemærket de ændrede demokratiforudsætninger og hans udtalelser, om end de er dementeret eller ej,  kan sagtens være en modreaktion på den teknologiske udvikling. Det falder også meget godt i tråd med Sass´ udtalelse om, at partierne skulle lønnes direkte fra staten i stedet for gennem medlemskontingentet.  Hvis Christiansborgpolitikerne ikke har brug for medlemmernes penge, hvad skulle man så bruge medlemmerne til? Strengt taget bruger MF´erne en masse ligegyldig tid på at sikre sig, at de ikke bliver glemt i kredsene.

I stedet kunne kandidaterne skulle godkendes af Partikontoret. Det ville skabe en mere homogen kandidatmasse, en masse kritik ville forstumme og diskussioner kunne indskrænkes til et minimum, idet enighed sandsynligvis ville blive tilstræbt allerede i udvælgelsen.

Når folket har valgt mellem kandidaterne (valgdemokrati) overgår styreformen til autokrati. Autokrati ligger imellem demokrati og diktatur og den udføres i praksis i dag i folketingsgruppen. (Emnet vil blive behandlet i et senere blogindlæg.) Som tidligere nævnt mister den enkelte MF´er sine muligheder for en politisk karriere, hvis han ikke følger diktaterne.

Det fungerer sådan, at ordføreren kommer med en indstilling og den diskuteres, hvorefter man taler sig til rette. Man laver aldrig afstemninger og personligt vil jeg tro, at man også passer på, at man ikke bliver alt for kritisk. De tunge ordførerskaber, den politiske ordfører og gruppeformanden hører alle til Mette Frederiksens inderkreds og læser du det nye partiprogram kan du også se, at det er deres holdninger, der er skrevet ind i det.

Så er der selvfølgelig Hovedbestyrelsen, men som et af medlemmerne herfra sagde til mig: ”vi lader politikerne om politikken , det ved de mere om end os andre.” Hvis Sass får sin vilje med at nedlægge organisationen, forsvinder Hovedbestyrelsen også, men, på den anden side, hvad skal vi også med den?

Der er dog også en anden vej og jeg tror, at det er det, Sass har reageret på.

Vi har nemlig muligheden for at skabe et rigtigt demokrati og det kan f.eks. laves sådan her:

Alle kredsene opstiller kandidater og alle får ligestillet opstilling på én liste der dækker hele landet. Derefter opretter Partikontoret en lukket gruppe, som kun  partimedlemmer + den enkelte kandidat har adgang til. Hver kandidat skal have sin egen gruppe.

Nu kan man så spørge i de grupper, hvor kandidater, man er interesseret i, er ordstyrere. ”Hvad siger du til vores militære engagement i udlandet?” ”Går du ind for naturbeskyttelse” ”Vil du arbejde for, at dagpengereformen rulles tilbage” osv. osv. Alle som ser i gruppen, kan se alle spørgsmål og svar.  Når valget kommer vælges kandidaterne i rækkefølge efter antallet af personlige stemmer. De ikke-valgte kandidaternes grupper lukkes og resten holdes åbne.  

Posterne med formand og næstformænd fastholdes, men Hovedbestyrelsen skal  ikke længere sidde til pynt. De skal overvåge, at partiets politik er i overensstemmelse med Principprogrammet. Det er Hovedbestyrelsen der udpeger ordførerne og det er Hovedbestyrelsen der udpeger ministrene. Da formanden ikke længere har magt til at ødelægge en kollegas politiske karriere, kommer den enkelte MF´er til at stå frit og der kan derefter frit stemmes i overensstemmelse med egen overbevisning. Derved sikres, at enkelpersoners politiske interesser ikke dyrkes i gruppen.

Da folketingsmedlemmet ikke længere er tilknyttet en bestemt kreds, skal han ikke bruge tid på møder i kredsen. I stedet skal han bruge tid i sin gruppe, hvor han redegør for sit arbejde og svarer på spørgsmål. Det er så op til den enkelte vælger at vurdere, om den pågældende gør det godt nok. Er man ikke tilfreds, stemmer man selvfølgelig på en anden kandidat i stedet for.

Der er mange eksempler på, at demokratiet i de senere år er blevet indskrænket: nedlæggelse af amterne, sammenlægning af kommunerne, aktindsigten er indskrænket osv. Nu skal vi til at vælge: vil vi for alvor bevæge os væk fra demokratiet imod et autokrati eller vil vi for alvor påtage os det personlige ansvar at værne om og beskytte vores demokrati. Det kræver en omfattende samfundsdebat, men vi ved da i det mindste, hvor vores nuværende politikere står.