Ak! hvor tæt er jeg ikke på at græde,
når jeg ser den første sne brede ud sit hvide klæde.
Søen stivner, jorden stivner. Alt er tyst.
 
Hvor blev vel livet af, det sprudlende, det glade?
Hvor
 blev vel skoven af med de smukke, de raslende blade?
Alt er dækket nu af vinterens hvide klæde.
 
Stilfærdigt
 jubler vinteren sit eget budskab ud:
Fra nord er kongen kommet, alt stivner på hans bud.
Alt stivner nu og jeg er lige ved at græde ...