Nationaløkonomi og al den snak om pensionsalder.

Når politikere taler, skærer de som regel tingene ud i pap. Den ene siger ”højere pensionsalder” og den anden siger ”nej”, men så enkel er Verden sjældent.

For at Danmark kan løbe økonomisk rundt, skal 80% af alle voksne, etnisk danske  statsborgere arbejde. For indvandrergrupperne er der 65%, så løber det rundt. Forskellen skyldes, at indvandrergrupperne ikke i samme grad belaster samfundet i børne- og ungdomsårene.

Belastning er her kun ud fra en økonomisk betragtning.

De fleste begynder først at levere tilbage til samfundet, når de er mellem 25 og 30 år. Det skyldes bl.a. den nye indretning af ungdomsuddannelserne der holder de unge i skak.  Derefter bliver vi på arbejdsmarkedet indtil vi er 60 -70 år og i mellemtiden går vi til læge, bliver indlagt, bliver arbejdsløse og andre dyre ting. Vi holder sågar Store Bededagsferie, Krist Himmelfartsferie, vil ikke arbejde mellem jul og nytår, tager en hel eller en halv fridag den 1. maj, holder Påske og Pinse og, hvad vi ellers kan komme i tanker om. Derudover holder vi ferie i 6 uger og vi vil højest arbejde 35 timer om ugen.

Til gengæld vil vi have noget mere i lønningsposen og vi vil ikke betale ret meget for noget som helst.

Er det forkert?

Så er der dukket et nyt element op. Siden år 2000 har vi lagt et kvart leveår til vores gennemsnitlige levetid HVERT år!  I år 2000 var jeg 53 år og nu, 17 år senere, kan jeg se frem til 4 års ekstra levetid. Jeg kommer nok ikke til at bruge flere penge på læge og medicin end jeg ellers ville have brugt, men jeg skal da have mad og måske ender jeg i en beskyttet bolig, hvor der kommer flere og flere, fordi vi heller ikke vil dø. Når de 4 ekstra leveår, jeg har fået i gennemsnit er gået, har jeg i øvrigt fået 1 år til.

Det kan kun udvikle sig til et nationaløkonomisk problem. Vi skal helst ikke løbe tør for penge.

Her er nogle forslag til, hvordan vi kan løse det:
Vi kan arbejde med differentieret pensionsalder.  Balletdansere går f.eks. på pension som 40-årige, så er deres kroppe ødelagte. De har til gengæld også uddannet sig til dette ene fag og arbejdet i det i 30 – 35 år.

I mange håndværksfag har man svært ved at følge med, når man bliver 60 år og måske er man helt slidt op.  Det første forslag om efterlønnen var jo netop for at beskytte de mest udsatte grupper, men pludselig var både skolelærere, pædagoger og jeg ved ikke hvad også slidt op, når de blev 60 år. Det var først og fremmest derfor, ordningen kollapsede.

Men vi bliver nødt til at tænke på differentieret pensionsalder, hvor man sætter nogle betingelser. Det kunne f.eks. være: begynd læretiden senest i dit fyldte 18 år. Bliv i faget i 42 år og vær højest arbejdsløs i 3 år tilsammen – det er ikke kun samfundets ansvar, om du er i arbejde. Til gengæld kan du gå på pension, når du fylder 60 år. Forudsat selvfølgelig, at du ikke er grebet i at arbejde sort, for så er det 61 år. Du har nemlig ikke betalt til det første års pension.

Tager du en akademisk uddannelse, skal du arbejde til du er 75 år, forudsat, selvfølgelig, at du er sund og rask. Du begynder først din uddannelse 7 – 10 år senere end håndværkeren og under normale omstændigheder bliver du heller ikke så slidt. Du sidder med en enorm viden og erfaring og den er alligevel ikke noget værd hjemme i liggestolen. Her gælder den samme regel om sort arbejde.

Vi må også finde ud af at bruge skatteindtægterne anderledes. Først og fremmest skal vi lade være med at klatte med dem : 10 milliarder kroner hér og 10 milliarder kroner dér – det løber op.

Så må vi holde op med at lege stormagt, true Rusland med den danske jernnæve og lære syrerne, at den sidste viking ikke er født endnu. Vi kan nemt bruge pengene herhjemme.

Teknologien giver os også nye muligheder. Jeg har f.eks. et lille firma og jeg sidder på den næstyderste gård på en halvø på Mols og sender pakker til vores faste kunder i 57 lande. Jeg har også en medarbejder der sidder i sit hjem lidt nord for København. Mange af de, der risikerer at blive slidt op for tidligt på deres arbejdsplads, skal kunne omskoles til mindre opslidende arbejde. Måske får de også lyst til at arbejde længere, når de kan. Det er jo også et økonomisk spørgsmål.

I de her år oplever vi nemlig, at mange af vores ældste medborgere havner i  regulære gældsfælder. I deres arbejdsliv har de sparet op i en privat pensionsordning som kunne sikre dem en ordentlig indtægt som pensionister. De sidder i deres huse og mange af dem har også afdragsfrie lån. Pludselig stiger lånet fra 2.000 kr om måneden til 12.000 kr om måneden. Det har de nok taget højde for, men da de ikke dør i tide, slipper den gode pension op og så er der kun folkepensionen og ATP tilbage. Nu står de så, i en alder mellem 80 og 90 år og oplever, at de skal flytte fra det hjem, hvor de måske har boet i 60 år.

Jeg vil ikke af med folkepensionen og jeg synes også, at den skulle være højere. Det skulle også være gratis at gå til tandlæge og der er ikke nogen, der ikke har ret til et ordentligt og et anstændigt liv.

Men det kræver, at vi gentænker hele problematikken og ser på det hele: fridagene, ferierne, arbejdstidens længde, pensionsalderen, arbejdets beskaffenhed, andre eksportindtægter og mange, mange andre ting.

Vi kan få det hele, vi kan bare ikke få alt.